Farvel til Svane - og goddag til køkkenkrig på kongevejen
Makkerparret Nicolaj Kusk og Morten Behnk har forladt Svane-kæden, hvor de begge har været erhvervskonsulenter i afdelingen på Gl. Kongevej i København.
Sammen er de nu blevet forhandlere i en JKE design-butik – også på Gl. Kongevej.
- Vi har solgt køkkener på Gl. Kongevej gennem flere år, så vi ved, at der er grundlag for at sælge mange flere køkkener. Overalt bliver der nemlig bygget og fornyet i stor stil, og mange vil gerne have rigtig god kvalitet, siger Nicolaj Kusk og Morten Behnk.
I forbindelse med overtagelsen skal butikken lukke i cirka en måned for at blive bygget om, så alle nyhederne i udstillingen får plads.
- Det betyder imidlertid ikke, at man som ny kunde er afskåret fra at få et JKE-køkken, mens ombygningen står på. Vi kommer gerne hjem til en kunde og har jo adgang til at tegne køkkener og bestille køkkener fra vores fabrik i Nordjylland, siger Nicolaj Kusk.
De håber især, at de kan sælge de dyreste og mest håndværksprægede JKE-køkkener med træskuffer til hovedstadskunderne, og de tror, at der er grundlag for at gøre JKE-mærket mere kendt i hovedstaden, end det hidtil har været.